Af Eva Erenbjerg
Titel: Irene Holm
Titel: Irene Holm
Forfatter: Herman Bang
Årstal: 1890
Handling:
Irene Holm ankommer til
provinsbyen, hvor hun vil være danselærer for at undervise børnene i dans,
bevægelse og holdning. Hun har før danset på Det Kongelige Teater, og derfor
fylder dans stadig meget i hendes liv. Hun har lejet et værelse hos smeden,
hvor hun bor under opholdet i provinsbyen. Når hun er alene på værelset træner
hun forskellige dansetrin og drømmer om hendes tid på Det Kongelige Teater.
Da det bliver forår, og
sæsonen er slut, skal der afholdes et afdansningsbal. Der er en rigtig god
stemning, og til slut vil folk gerne have Irene til at danse en solodans. Irene
lever sig meget ind i dansen, men det ender med at hun falder, og alle begynder
at grine af hende. Irene bliver rigtig ked af det, og dagen efter pakker hun
sine ting, og drager videre til en anden by, for at starte forfra med at
undervise i dans.
Personkarakteristik:
Irene Holm er en dame i 40’erene. Hun er lille og skrøbelig, og hun siger ikke så meget, når hun er sammen med andre. Hun har danset på Det Kongelige Teater som professionel balletdanser, hvilket hun savner rigtig meget. Da Irene Holm er blevet for gammel til at danse på Det Kongelige Teater, vælger hun selv at undervise børn i dans. Hun elsker stadig at danse, og når hun er alene øver hun tit på forskellige dansetrin.
Irene Holm er ved at
blive gammel, men vil ikke indse det. (Eks. Hun har gigt, men binder
lommetørklæder omkring hendes håndled, fordi hun ikke vil være gammel og svag)
Hun har forspildt sin tid på at tænke tilbage til hendes tid på balletskolen i stedet for at leve i nutiden.
Hun har forspildt sin tid på at tænke tilbage til hendes tid på balletskolen i stedet for at leve i nutiden.
Miljø:
Irene Holm har lejet et værelse hos smeden, hvor hun bor. Værelset er meget lille, men der er stadig plads til, at Irene kan øve på hendes dansetrin. I værelset er der en kommode, en seng og en stol, så der er kun lige de nødvendige ting.
Irene Holm har lejet et værelse hos smeden, hvor hun bor. Værelset er meget lille, men der er stadig plads til, at Irene kan øve på hendes dansetrin. I værelset er der en kommode, en seng og en stol, så der er kun lige de nødvendige ting.
Genre:
Historien er en novelle, da den ikke er så lang, indeholder få personer, og har en enstrenget handling.
Historien er en novelle, da den ikke er så lang, indeholder få personer, og har en enstrenget handling.
Tema:
Et tema i historien kunne være drømme og virkelighed, fordi Irene bruger meget tid på at tænke tilbage på dengang, hun dansede i Det Kongelige Teater i stedet for at leve i nuet. Hun skal lære at kende forskel på drømme og virkelighed.
Et tema i historien kunne være drømme og virkelighed, fordi Irene bruger meget tid på at tænke tilbage på dengang, hun dansede i Det Kongelige Teater i stedet for at leve i nuet. Hun skal lære at kende forskel på drømme og virkelighed.
Opgavespørgsmål:
1) Giv afsnittene overskrifter:
Afsnit 1: Irene ankommer til provinsbyen
Afsnit 2: Danseundervisning
Afsnit 3: Afdansningsballet
2) Hvordan skal slutningen på afdansningsballet forstås?
Til afslutningsballet vil folk gerne have Irene til at danse en solodans, men det ender med, at hun falder, og alle griner ad hende. Hun bliver rigtig ked af det, og pakker hendes ting næste morgen, og flytter et nyt sted hen, hvor hun kan starte forfra.
3) Fortællerteknik, fortællersynsvinkel og
impressionistiske træk:
Herman Bang bruger en speciel fortællerteknik, som er inspireret af impressionismen, for at få historien til at virke virkelig. Han bruger scenisk fremstilling, hvilket betyder, at man er som en tilskuer. Det er som om, at man kan se personerne, men at man ikke er inden i dem.
Man lærer personerne at kende gennem deres handlinger og replikker (replikindividualismen), og så er den meget detaljeret og beskrivende.
Historien bliver fortalt i 3. Person, men fortælleren er en tilbagetrukket beskuer.
Herman Bang bruger en speciel fortællerteknik, som er inspireret af impressionismen, for at få historien til at virke virkelig. Han bruger scenisk fremstilling, hvilket betyder, at man er som en tilskuer. Det er som om, at man kan se personerne, men at man ikke er inden i dem.
Man lærer personerne at kende gennem deres handlinger og replikker (replikindividualismen), og så er den meget detaljeret og beskrivende.
Historien bliver fortalt i 3. Person, men fortælleren er en tilbagetrukket beskuer.
Tak for hjælpen
SvarSletJa det siger jeg også
SletKlasse analyse
SvarSlet